Den Grønne Sofa – en NIRAS-podcast
I dette bonusafsnit af Den Grønne Sofa – optaget på årets Folkemøde 2025 – har vi besøg af Rikke Harbo Trikker, kommunikationsdirektør i energiselskabet Andel. Sammen med værterne Jens Priergaard og Anja Wejs folder hun den aktuelle debat om atomkraft ud og giver sit bud på, hvorfor det netop nu er nødvendigt at ”læse det med småt”.
Rikke Trikker har i mere end 15 år arbejdet i energisektoren og er én af dem, der ikke bare ser teknologier, men også samtaler som afgørende for den grønne omstilling. Hun mener, at danskerne har krav på fakta og nuancer – især når det gælder så følelsesladet et emne som atomkraft. Andel har derfor lanceret en kampagne, som skal kvalificere debatten og klæde borgerne bedre på til at tage stilling.
Samtalen kredser om den stigende opbakning til kernekraft, den politiske og historiske bagage, og hvorfor pris i mange tilfælde vejer tungere end klima i danskernes vurdering. Vi hører også, hvordan Andel navigerer i rollen som fagligt engageret aktør med store investeringer i vedvarende energi – og hvorfor Rikke Trikker ikke mener, at det diskvalificerer selskabets stemme i debatten.
Lyt med og hør, hvordan fakta, følelser og forsyningssikkerhed spiller sammen i den aktuelle debat om atomkraft på dansk jord – og hvordan samtalen kan bringe os tættere på, om teknologien har sin berettigelse som energiressource i Danmark.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Link til Andels "nej tak" kampagneside: www.andel.dk/nejtak/
Vil du se mere?
Så følg os på Instagram: https://www.instagram.com/dengroennesofa/